Forlænget Smuttur: 4 overnatninger med morgenmad – spar 20% på Comwell Rebild Bakker

  • Bo tre nætter og få den fjerde gratis
  • Morgenmad med stort udvalg af økologiske og lokale specialiteter
  • Sommerbobler: Gratis glas bobler ved solnedgang
From kr. 1.078,-
pr. person i delt dobbeltværelse

Fart, friluft, betagende natur

En sommerferie på Comwell Rebild Bakker betyder fart over feltet i den nordjyske natur. Med Rold Skov og Rebild Bakker i baghaven er der aldrig langt til aktive sommeroplevelser for både store og små. Og vi står altid klar til at hjælp med at gøre din ferie lige så tempofyldt, som du ønsker. Hop på mountainbiken, og sus afsted på en af Danmarks bedste tracks, der snor sig op og ned ad det kuperede landskab, eller mærk skovstien under din løbesko på en af omegnens mange ruter. Skal fødderne fra fast grund, kan du bade i Store Økssø eller pakke kanoen med proviant og glide ned ad den smukke Lindenborg Å. Hælder du mere til at blive på hotellet, kan du bl.a. slå dig løs på tennisbanen, blandt fitnessfaciliteterne eller i den indendørs pool. Og skal pusten genvindes, byder nationalparkens hede og Troldeskoven på mange gode vandreture for naturelskere. Når aftenen falder på, og du er dejligt udkørt og afslappet, skænker vi et glas sommerbobler på hotellets terrasse under åben himmel. Vi glæder os til at se dig til sommer.  

Galleri

Oplevelser under åben himmel

NÆRMESTE BADESTED: 

Hos Comwell Rebild Bakker er vi møgheldige med naturen omkring os. Og Store Økssø er ingen undtagelse. Små 6 km. fra hotellet finder du denne perle af en badesø, der ud over at kunne byde på en lækker dukkert, også har barnevognsvenlige stier omkring sig til masser af smukke gåture. Søen er faktisk blandt de reneste i Nordjylland, så lad dig ikke skræmme af det noget brune look. Det skyldes såkaldte humus-stoffer fra skovbunden - og er altså helt ufarligt!

NÆRMESTE GRØNNE OMRÅDE:

Midt i noget af Danmarks smukkeste natur - dét kalder på en vandretur! Kuperet hedelandskab og græssende får i bakkerne - det er mageløst, uanset hvad tid på året, du er her. Bænke giver mulighed for at tage et hvil undervejs og tage det hele ind derude i stilheden. Det kuperede terræn er skabt af smeltevandsrender og er faktisk falske bakker.

I naturen omkring os er her også et væld af kilder og åer, blandt andet Ravnkilden og Kovadsbækken. Og den svage rislen er intet mindre end det perfekte lydspor til en vandretur!

Helt ude i skoven finder du også Troldeskoven, som rigtig sætter gang i fantasien med sine krogede bøge, der er et ikon i Rold Skov! Bøgene i Troldeskoven er skovens ældste bøge, direkte efterkommere af de allerførste bøgetræer og er over 300 år gamle.

NÆRMESTE ISBOD:

En af de største seværdigheder i Nordjylland, uden at være en seværdighed, er de store, lækre og billige is fra Vebbestrup Flødeis ca. 14 km. fra hotellet. Snup eventuelt turen på en lejet cykel via Hærvejen. Det er turen værd. For isen er både seværdig og spISeværdig!

NÆRMEST AKTIVITETER FOR STORE OG SMÅ:

Naturlegeplads i Danmarks smukkeste natur? Ja tak! Røverknolden i Rold Skov er en kæmpe legeplads med rutsjebane, bålplads, borde og bænke og halvtag. Og her er instrumenter udhugget i træ med flotte mønstre og sjove dyr. Røverknolden er elsket af børn i alle aldre og deres forældre!

Gå på opdagelse på sansestien med et skovfuld af oplevelser, bl.a. en kæmpeedderkop i træ, der sidder i sit store spind, som børnene naturligvis kan kravle rundt i. Og store svampe i forskellige farver. Og gør som Tarzan, når han svinger sig i lianerne: Snup en tur i svævebanen og mærk suget i maven!

Er du bidt af en spindende mountainbike, skal du til Rold Skov, som byder på de bedste mountainbike-terræner i Danmark. ’Den store Rold Skov Rute’ er den del af ’De 10 spir’, som er Naturstyrelsens svar på de 10 bedste ruter i Danmark.