Aktiviteter og seværdigheder

AKTIVITETER PÅ HOTELLET

Skræddersyet gå- og løberuter
Prioriterer du friheden til at kunne benytte naturen til den daglige motion højt? Så tag med os rundt i hotellets omkringliggende natur. Vi har skræddersyet tre forskellige, digitale løberuter og lagt dem ind i app’en RunGo, der fortæller og viser dig, hvilken rute der skal løbes, hvor langt der er tilbage og hvilke veje eller stier du skal benytte. Nøjagtig som en GPS i en bil.

Den korte distance på 3 km anbefales også til ”walk and talk”, der er et sundt break under et møde eller seminar. RunGo er gratis og kan benyttes til iOS og Android – både på mobil og på Apple Watch.

Cykeludlejning
Tag ud i det fri og oplev skoven og stranden nær hotellet, eller cykel ind til Korsør og snup en is. Du kan leje cykler på dagsbasis. Henvend dig blot i receptionen.

Saunagus i udendørs natursauna
Vi tilbyder vores gæster afslappende og enkeltstående oplevelser, med gusmestre som gør hver behandling unik. Her har du mulighed for at opleve forskellige aromatiske saunaoplevelser. Med rene æteriske olier tilrettelægger vores dygtige gusmestre en skøn aromaoplevelse for dig, hvor de vil fordele varmen og oliernes duft ved hjælp af en særlig svingteknik med et håndklæde.

Spa- og skønhedsbehandlinger
På Comwell Korsør er det muligt at blive forkælet med lidt ekstra luksus i form af flere forskellige spabehandlinger, som har dit velvære i fokus. Vi har højtuddannede spaterapeuter, som tilbyder behandlinger fra top til tå. Det er muligt at vælge i mellem en bred vifte af behandlinger til ansigt, hænder, fødder og resten af din krop.

Petanquebane i haven
Nyd eftermiddagen i vores store park og tag et spil petanque. Kugler kan lånes i receptionen.

Diverse spil
Har du lyst til at udfordrer familien, kollegaer eller venner i sjove spil? Så henvend dig blot i receptionen. Vi har dart, bordfodbold, billard og bordtennis.

Diverse brætspil
Brætspil er mere populær end nogensinde, og alle kan være med. Vi har et udvalg af forskellige brætspil, som du er velkommen til at låne. Henvend dig blot i receptionen.    

hotel-comwell-korsor-001

OPLEVELSER I NATUREN NÆR HOTELLET

NÆRMESTE STRAND:
Korsør er omgivet af gode strande, men vi vil klart anbefale Musholm strand eller Ceres stranden. Musholm strand ligger 5 min. kørsel fra hotellet og er i øvrigt omgivet af den smukkeste natur. Stort bakket naturområde med heste og køer gående, og meget flot udsigt over Musholm-bugten. Ceres stranden er en dejlig, lang strand som ligger tæt ved bymidten i Korsør, og fra stranden har man en fantastisk udsigt til Storebælt og broen i horisonten. I øvrigt er Stillinge stand også en fantastisk dejlig lav vandet strand. Den ligger ca. 15 km. kørsel fra Comwell Korsør, og caféer og restauranter summer af liv, når solen står højt på himlen.

NÆRMESTE ISBOD:
Vi vil klart anbefale, at man kører en tur til Stillinge Strand ad kystvejen fra Korsør. Det er ca. 15 km. kørsel, og du kommer frem til det hyggeligste ishus, som hedder Cirkus Is, og ja, det er i en gammel cirkusvogn, at du køber din is. De har fx blåbær softice, og vi kan anbefale at prøve deres lakrids guf. Den smager virkelig godt!

NÆRMESTE STRØG:
Korsør by er ikke den største af sin slags, men vi vil klart anbefale dig at slentre en tur gennem byen. Tag til den gamle bydel i Fiskergade, hvor Sankt Pouls Kirke også ligger, og gå videre en tur til lystbådehavnen, hvor der ligger en god restaurant. Korsør Madmarked er bestemt et besøg værd, hvor du kan finde et stort udvalg af hjemmelavet, økologisk mad. Det er et skønt sted at spise frokost eller nyde en kaffe med kage, og vi anbefaler at du smager en af deres hjemmelavede kokosmakroner. Du kan også finde mange fine og hyggelige butikker i Korsør, fx den flotte dametøjsbutik Female Deluxe eller en tur ind hos Grønlund, som har alt i specialiteter til madlavning og yder desuden en sublim service.

NÆRMESTE GRØNNE OMRÅDE:
Comwell Korsør ligger i et meget naturskønt område, og hotellet har den flotteste golfklub og park i baghaven. Tårnborg-parken er et smukt sti system, som omkranser golfbanerne, og hvor du vil opleve en dejlig udsigt til Noret, som er en stor indersø, lige ved Korsør. Skal du en tur ind til Korsør by, kan du tage vejen gennem Byparken hele vejen ind til Korsør Centrum. Turen går igennem Halskov, hvor man går, hvor den tidligere jernbane kørte i gamle dage, da der var færgeoverfart til Nyborg.

NÆRMESTE SEVÆRDIGHEDER:
Der er flere interessante ting at se i Korsør by. Du kan besøge Isbådmuseet ved spidsen af Korsør Rev, og herfra kan du også gå en tur helt tæt på Storebæltsbroen. Man kan faktisk komme så tæt på det imponerende bygningsværk, at man kan røre den med den ene hånd.

Du kan finde masser af historie fra tidligere tider ved at besøge Korsør Fæstning, som er en gammel borg tæt på Korsør centrum. En tur til den gamle vikingeborg Trelleborg, som ligger ca. 10 km fra hotellet er bestemt også et besøg værd.

NÆRMESTE GOLFBANE
I hotellets baghave finder du Korsør Golfklub, der regnes for en af de smukkeste golfbaner på Sjælland. Du kan købe green fee i receptionen.     

hotel-comwell-korsor-006

SEVÆRDIGHEDER OG ATTRAKTIONER NÆR HOTELLET

Korsør Fæstning
Bynavnet Korsør nævnes første gang i 1241, og fra denne tid stammer det velbevarede middelaldertårn. Tårnet indgik i det bygningskompleks, der udgjorde Korsør Slot.

Kongegården
Kongegården eller Rasmus Langelands Gård i Algade 25, Korsør er et af Danmarks væsentligste borgerlige rokokohuse i provinsen. Gården blev ifølge et inskriptionsbånd opført 1761 af handelsmanden Rasmus Langeland, der 1759 fik bevilling til at holde gæstgiveri og værtshus.

Sprogø
Hvis du har læst eller set filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens ’Journal 64’, så ved du, at den lille ø, Sprogø, der er beliggende mellem Sjælland og Fyn gemmer på spændende historie. Destination Sjælland arrangerer guidede ture til Sprogø. Turen varer tre timer – heraf 1,5 timers tur til fods på Gammel Sprogø og 1 times rundtur i bus på Ny Sprogø.

Vikingeborgen Trelleborg
Trelleborg er en massiv fæstning fra vikingetiden. Bygget på et smalt næs med åer på begge sider, har den været næsten uindtagelig. Borgen består af en indre ringvold, samt et ekstra voldforløb; den såkaldte forborg. Tag familien med til Trelleborg og oplev arbejdende vikinger, krigertræning og den særlige Trelleborg stemning.

Borreby Gods
Borreby Gods har en af Danmarks mest karakterfulde og bedst bevarede renæssancebygninger. Hovedhuset er opført i 1556 af rigskansler Johan Friis på et dobbelt voldsted og havde oprindeligt kun én indgang med stokværk, skydeskår og skoldehuller – et drabeligt forsvarsværk, derfor navnet ‘herreborg’.

BonBon-Land
BonBon-Land er det skøre og sjove univers, som børnene elsker. Når billetten er betalt, kan du prøve de mange sjove, vilde og skøre forlystelser igen og igen og igen.

Klap Storebæltsbroen på maven
Kør helt ud til Revspidsen ved Korsør, hvorfra du kan opleve det storslåede byggeri på tætteste hold. Stedet er oplagt til fotografering af broen, som jo især ved solnedgang tager sig fantastisk ud, eller til at spise sin medbragte madpakke.

Sommerland Sjælland
Det perfekte udflugtsmål for en hel dag sammen med familien. Den naturskønne park frister med mere end 60 spændende aktiviteter og forlystelser samt ikke mindst et kæmpe vandland.

Skovtårnet
Det 45 meter høje Skovtårn, beliggende i en af Gisselfeld Klosters skove, byder på 360 graders vue ud over den smukke sydsjællandske natur. Tårnet er opført i cortenstål og lokalt egetræ. Skovtårnet er en del af en sjov og anderledes naturoplevelse for både store og små, og der er mulighed for at rappelle i træer.