Klaus Ladeby

Mød Comwell Roskildes nye køkkenchef

Om han brænder for mad? Ja! Så meget, at han har fået tatoveret grøntsager på sin højre overarm! Mød her Klaus Ladeby på 27. Vores nye knalddygtige køkkenchef på Comwell Roskilde. Med hovedet fuld af ideer og inspiration fra fyrtårne som Noma, AOC og Falsled Kro. Og lige så sød, som det søde køkken hans hjerte banker helt særligt for.    


Han har aldrig været i tvivl om, hvorvidt det var kok han skulle være. For Klaus var kongen af skolekøkkenet og altid dén de andre spurgte til råds. Så han var i skolepraktik hos… ja, Comwell Roskilde! Strøg herfra videre til en elevplads på københavnerfavoritten Restaurant Pluto. Og blev som udlært tilbudt job som dessertkok på den populære Restaurant Gorilla i Kødbyen i Købehavn. Og takkede ja, da han fik tilbuddet om at blive køkkenchef på Comwell Roskilde: 

”Jeg kunne mærke dén energi og det sociale, der var på hotellet, var lige noget for mig. Og mine tanker omkring mad ville passe perfekt ind. Med masser af nye ideer og inspiration fra den københavnske scene.”

Og som spydspids for ét af køkkenerne i Danmarks mest bæredygtige hotelkæde, får Klaus’ drømme nu vinger: 

”Min drøm for stedet er, at vi hver dag skal prøve at blive en bedre version af os selv. Ikke bare omkring maden, men som en helhed. Fokusere på, at gøre noget for samfundet og tænke på miljøet.” 

Han er ikke typen, der bralrer. Men jo, han får da komplimenter. Og dén dessert han lavede til sin svendeprøve, blev han tilbudt job på. Men den allerbedste kompliment? 

”Når min søn Elias på 2 ½ danser af glæde over maden, eller spørger, om jeg ikke snart skal lave et surdejsbrød. Det er nok den største motivation man kan få!” 

Nu er opgaven at få gæsterne i restauranten på Comwell Roskilde til at danse af madglæde. 

”De må i hvert fald gerne tænke, at det var et dejligt, ærligt måltid med grønt og økologi i fokus. Og at desserten var fantastisk!”