Louise Dichoe Torp

Fleksibilitet bliver vores nøgleord

Hun er fuld af krudt og gode idéer, og så er hun et kendt ansigt i Comwell. Louise Dichoe Torp er ny MeetingDesignerchef på Comwell Copenhagen Portside.


Man bliver let betaget af hendes store og imødekommende smil, og man fornemmer straks en enorm energi, når MeetingDesignerchef, Louise Dichoe Torp, træder ind i rummet eller står foran én.

”Jeg har uden tvivl indbygget nogle ekstra Duracell-batterier i ryggen, og er fuld af krudt og gode idéer. Men det skal man også have i min stilling. Heldigvis dyrker jeg hatha yoga, som giver mig en god balance. Her finder jeg en fantastisk ro og tid til mig,” fortæller Louise.

Louise Dichoe Torp er uddannet serviceøkonom med speciale i Hotel & Restaurant og har tidligere været ansat på Comwells hoteller i Rebild Bakker og Roskilde, samt på AC Bella Sky og Comwell Conference Center Copenhagen.

”Comwell-kulturen ligger dybt i mit hjerte. Derfor er det en drøm for mig, at få lov til at være del af åbningen af Comwells nye hotel i Nordhavn. Fleksibilitet bliver vores nøgleord. Hvis ikke vi har det… så finder vi en løsning. Det mantra passer rigtig godt på mit eget liv. Det kan lyde som en floskel. Men når det kommer til stykket, så kan vi som gæst eller forbruger altså godt lide den personlige service, hvor vi bliver hørt og forstået. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at sørge for vi på Portside leverer ægte og nærværende service – til den rette pris.”

Til daglig bor Louise på Amager sammen med sin mand, Thomas, sammen med deres to børn, og er der en højtid, der bliver fejret i det lille hjem, så er det julen.

”Jeg elsker jul, med alt hvad det indebærer, og tæller allerede ned til julepynten kan findes frem igen.”

Så mon ikke også den gode julestemning rammer Comwell Copenhagen Portside, når Louise snart står klar til at byde gæsterne velkommen til det nye hotel midt i København.