Comwell Borupgaard vinder prisen for bedste service

Pressemeddelelse - 27. marts 2019

Comwell Hotels er fortsat blandt sværvægterne på det danske møde- og konferencemarked. Den konklusion lå fast, da Comwell Borupgaard hev prisen for ”Bedste service” hjem, da der i eftermiddags blev uddelt priser til Møde & Event Award 2019 i forbindelse med Skandinaviens største mødemesse Nordic Meetings & Events EXPO i Bella Centret.

Comwell Hotels har flere år i træk vundet prisen for ”Årets bedste mødekoncept”, og sidste år blev det også til ”Bedste service” på Comwell Aarhus. I år tilfalder den fornemme pris Comwell Borupgaard. Det herskabelig hotel i Snekkersten har tidligere vundet branchepriser uddelt i forbindelse med Møde & Event Award. Det skete i henholdsvis 2013 og 2014 – hvor de vandt for ”Bedste service” og ”Bedste madkoncept”.

 Menneskelige relationer gør en forskel
”Jeg er utrolig glad og stolt over, at vi har vundet netop denne pris. For det fortæller mig, at det er de menneskelige værdier og relationer, der gør en forskel. Dem besidder vores medarbejdere, og det bevidner denne pris alt om. Jeg får tit at vide, at Borupgaard er et specielt sted, og det er som om, at der er ”noget i væggene”… det er vores medarbejdere, der hentydes til. Det er dem, der er fantastiske og gør Borupgaard til et specielt sted,” siger en stolt hotelchef, Fabio Messina.

Comwell udgiver magasin
Prisen vækker både glæde og stolthed i Comwell, da det er mødebookere landet over, der sammen med en fagjury kårer vinderne. 

I forbindelse med første dag på Nordic Meetings & Events EXPO 2019 udgav Comwell magasinet ”Comwell Insight” – et særligt mødemagasin med fokus på det gode møde, nye trends og læringsværktøjer. Magasinet viser ikke alene, den autoritet Comwell har på det danske mødemarked, men også lysten til at udfordre deres eget koncept. Comwell kan i år fejre 50-års jubilæum, og var de første til at introducere danskerne for mødepakker.