Comwell Hotels tilslutter sig Diversitetspagten
Comwell Hotels tilslutter sig Diversitetspagten
Den danskejede hotelkæde Comwell Hotels har tilsluttet sig Diversitetspagten under Dansk Erhverv som et led i virksomhedens strategiske arbejde med at skabe en endnu mere inkluderende og mangfoldig arbejdsplads. Med denne tilslutning forpligter Comwell sig til at fremme diversitet og inklusion på tværs af hele koncernen og dermed understøtte en kultur, hvor medarbejdertrivsel er i højsædet.
Diversitetspagten omfatter fem centrale transformationsprincipper, som skal bidrage til at skabe mere diversitet og inklusion i praksis. Herunder principper om inkluderende ledelse, anvendelse af mangfoldige talspersoner for virksomheden og måltal for underrepræsenterede køn i virksomhedens ledelse.
"Det giver god mening for os at tilslutte os Diversitetspagten. Et af vores fokusområder er netop at skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til alle, og hvor ingen føler sig diskriminerede uanset alder, køn, etnicitet eller religiøs overbevisning. Det er en dybt forankret del af S’et i vores ESG-strategi,” lyder det fra Mai-Britt Jensen, HR- og Sustainability Direktør hos Comwell Hotels, som uddyber: ”Vores medarbejdere er kernen i Comwell. Det er deres dedikerede arbejde, der gør, at vi dag efter dag kan levere unikke gæsteoplevelser. Vi tror på, at diversitet er en af nøglerne til nye input og dermed mere innovation, videndeling og arbejdsglæde.”
Stor spredning over køn og alder
Comwell har defineret en række mål, der skal være med til at understøtte diversitet på arbejdspladsen. Hotelkæden har f.eks. et allerede realiseret mål om en 50/50%-fordeling mellem mænd og kvinder i bestyrelsen og et mål om over 40% kvinder i ledelsen. Også på alder ser Comwell en stor spredning hos medarbejderne, som i 2023 fordelte sig over et alderspæn fra 17 til 74 år.
Faglig og personlig udvikling skal sikre det gode arbejdsmiljø
Herudover har Comwell søsat flere initiativer, der skal fordre en generel høj trivsel blandt medarbejderne. Det inkluderer blandt andet fokus på faglig udvikling via uddannelse af medarbejdere.
”I sidste ende er det ikke diversitet og inklusion alene, der sikrer et godt arbejdsmiljø. Trivslen skal komme flere steder fra. Derfor arbejder vi også med medarbejderudvikling på både et fagligt og personligt plan. Vi fokuserer på uddannelse og medbestemmelse i den enkeltes jobfunktion. Vi har f.eks. vores eget Elevakademi med tilknyttede rollemodeller og mentorer,” fortæller Mai-Britt og slutter:
”Vi har også udviklet en Senkarriere-politik for vores mere erfarne medarbejdere, som inden for en årrække påtænker at stoppe på arbejdsmarkedet. Dem vil vi gerne møde i den enkeltes behov, så vi sikrer os, at vi kan få lov at beholde vigtige kompetencer så længe, det er muligt. Det er også med til at bibeholde en sund aldersspredning.”
Andre inklusionsskabende initiativer hos Comwell:
I 2023 indgik hotelkæden et strategisk partnerskab med Solsikkeprogrammet, som skal være med til at skabe rum og hensyn til både gæster og medarbejdere med usynlige handicaps.
I samarbejde med landets kommuner beskæftiger Comwell unge mennesker fra Den forberedende grunduddannelse (FGU). Uddannelsen henvender sig til unge under 25 år, der endnu ikke er klar til at gå i gang med eller gennemføre en anden ungdomsuddannelse af faglige, personlige eller sociale årsager.
For yderligere information, kontakt:
Signe Kamper Kankelborg
PR- & Kommunikationschef
Comwell Hotels
+45 23328577 / skk@comwell.com
Om Comwell Hotels
Comwell er en danskejet og landsdækkende hotelkæde med hoteller i hele Danmark og ét i Sverige samt ODEON i Odense og Centralværkstedet og Smedien i Aarhus. I cirka 55 år har Comwell drevet møde- og konferencehoteller og har gennem årene høstet flere priser for deres møde-, service- og madkoncept.
Comwell var de første til at introducere danskerne for den moderne mødepakke tilbage i 1969. I dag er det stadig Comwells kerneforretning, og den professionelle rådgivning, indsigt, læringsværktøjer og sparring varetages af hotelkædens trænede MeetingDesignere. Comwell servicerer også uddannelses- og kursusforløb, workshops, jobsamtaler, bestyrelsesmøder, udstillinger og events og råder over cirka 2.800 værelser samt 370 møde- og konferencelokaler.