Kirkegården
Kirkegården – et stille sted med plads til værdighed
I udkanten af det historiske institutionsområde ligger kirkegården – et sted, hvor både ansatte og beboere blev stedt til hvile. Kirkegården blev anlagt som en naturlig del af institutionens livscyklus og afspejler det menneskesyn, som prægede professor Christian Kellers arbejde: at alle – uanset livsvilkår – fortjener værdighed i både liv og død.
Gravene er enkle og ligger i symmetriske rækker. Hver beboer havde eget gravsted, med et hvidt trækors med navn, fødselsdato, og dødsdato.
Her mærker man en særlig fred på stedet. Kirkegården blev passet med omhu, og mange beboere deltog selv i det daglige arbejde her.
Midt på kirkegården rejser sig en mindesøjle – rejst til minde om de 1650 mennesker, der levede hele deres liv på institutionen og fandt deres sidste hvilested her. Det er et sted til eftertanke og stilhed. Et sted, hvor historien ikke taler højt, men stadig kan mærkes.
