Skolen
Skolen – undervisning på bakketoppen
Øverst i det kuperede landskab opførte Christian Keller i 1901 en skole for institutionens børn. Bygningen var i røde mursten med karakteristiske grønne tage og rummet op mod 150 elever, opdelt i tre sektioner: én for piger, én for drenge og én for forsøgsbørn – hvor lærerne vurderede børnenes skoleegnethed gennem test og observation.
Skolens øverste etage var oprindeligt skolelederens bolig, men blev i 1940 omdannet til en forsøgsbørnehave med plads til 15 børn.
Under Anden Verdenskrig – i februar 1944 – blev skolen midlertidigt indrettet som hjem for børn fra institutionen Sølund i Skanderborg, der hastigt måtte rømme, da tyskerne beslaglagde stedet.
Et spejl af tidens dannelsesideal
Datidens opfattelse var, at dannelse bevægede sig oppefra og ned – fra kongehus til borgerskab, fra byfolk til bønder – og at selv de svageste i samfundet burde gives del i denne kulturpåvirkning.
På skolen blev børnene derfor ikke blot undervist – de blev opdraget. Målet var ikke helbredelse, men forbedring: kunne børnene ikke føres ind i samfundet, måtte de i det mindste rustes til ikke at skade det. Beskæftigelse og disciplin blev set som midler mod passivitet og uønsket adfærd.
Eleverne blev inddelt i to grupper:
A‑børn fik undervisning i almindelige skolefag som læsning, skrivning og geografi – ofte med konfirmation som mål.
B‑børn modtog praktisk oplæring i håndarbejde, madlavning og vask, og blev forberedt på en fremtid på arbejdshjem.
Særlige arbejdssale gav plads til aktiviteter som vævning, strik og knipling – ikke som leg, men som livsforberedelse.
En sten med et budskab
Ved skolens facade stod oprindeligt en sten med indskriften:
"Her opdrages Barnet i Skole og Hjem at hver lille Evne kan bæres Frem."
I dag står den ved museets indkørsel som et varigt vidnesbyrd om skolens grundidé: at ingen evne var for lille til at blive taget alvorligt.
