Tuberkulosesanatoriet

I begyndelsen af 1900-tallet var tuberkulose en udbredt og frygtet sygdom – også blandt beboerne i Brejning. På sygehuset i Asylgården havde man flere patienter smittet med tuberkulose, og da sygdommen var yderst smitsom, blev det snart klart, at en særlig løsning måtte findes.

I 1920 opførte man derfor et særskilt tuberkulosesanatorium – en lille, isoleret bygning med plads til 15 alumner. Formålet var at skærme både de syge og de raske: De syge fik ro og specialiseret pleje, mens resten af institutionen blev beskyttet mod smitte.

Sanatoriet blev placeret i god afstand fra de øvrige bygninger og var præget af tidens medicinske idealer: lys, luft og renlighed. Opholdet her var ofte langvarigt, og mange af beboerne fik aldrig lov at vende tilbage til de almindelige afdelinger.

Tuberkulosesanatoriet vidner om både tidens sundhedssyn og institutionens vilje til at tilpasse sig – også når det gjaldt de mest sårbare.