Skræddersyet gå- og
løberuter
Prioriterer du friheden til at kunne benytte naturen til den daglige
motion højt? Så tag med os rundt i hotellets omkringliggende natur. Vi har
skræddersyet tre forskellige, digitale løberuter og lagt dem ind i app’en RunGo,
der fortæller og viser dig, hvilken rute der skal løbes, hvor langt der er
tilbage og hvilke veje eller stier du skal benytte. Nøjagtig som en GPS i en
bil.
Den korte distance på 3 km anbefales også til ”walk and talk”, der er et
sundt break under et møde eller seminar. RunGo er gratis og kan benyttes til iOS og Android – både på
mobil og på Apple Watch.
Cykeludlejning
København
er cyklisternes by. Så tag ud i det fri og oplev hovedstaden sammen med
københavnerne. Du kan leje cykler på dagsbasis. Henvend dig blot i receptionen.
Pris pr. cykel pr. dag 150 kr.
Diverse brætspil
Brætspil
er mere populær end nogensinde, og alle kan være med. Vi har et udvalg af
forskellige brætspil, som du er velkommen til at låne. Henvend dig blot i
receptionen.
NÆRMESTE BADETUR
Er du til en forfriskende dukkert anbefaler vi Havnebadet ved Sandkaj blot et
stenkast fra hotellet. Her kan du slappe af, nyde livet ved vandet midt i København
eller gå en tur langs promenaden. Er du til sand mellem tæerne, skal du besøge Amager
Strand med den gamle badeanstalt – Helgoland. Det tager kun 15 min. i Metro at
komme til stranden.
NÆRMESTE STRØGTUR
I centrum af København finder du Strøget, der en gang var verdens længste.
Strøget fører dig fra Kgs. Nytorv til Rådhuspladsen og byder på flere hundrede
butikker og spisesteder. Tag gerne nogle afstikkere fra Strøget og oplev det
gamle København med hyggelige stræder og innovative butikker. I Århusgade-kvarteret tæt på hotellet sker transformationen fra
gammel frihavn til moderne bydel for fuld damp (men bolle-å’et består!). Her
kan gæsten finde et hav af originale specialbutikker og spisesteder, alle med samme
fokus som vores: bæredygtighed og den gode oplevelse. Århusgade-kvarteret
kaldes også Den røde by.
NÆRMESTE GRØNNE
OMRÅDE
København er kendt for sine mange grønne oaser. Tag et smut på Københavns volde
og oplev Kastellet. Er du til uspoleret natur, anbefaler vi, at du tager
Metroen ud til Amager Fælled. Her finder du naturlegeplads. Og har du mod på
det, kan du endda gå den helt nye Amarminoen på 21 km. Vil du opleve skov,
anbefaler vi en tur til Dyrehaven nord for København. Dyrehaven er en stor naturpark fyldt med
skovområder, små søer og åbne sletter. Som navnet måske afslører, er Dyrehaven
kendt for sine mere end 2000 vilde hjorte, og du vil højst sandsynlig støde på
en flok græssende dyr derinde. Ved alle indgange findes de karakteristiske røde
porte. Den mest benyttede, Klampenborg port, ligger lige ved Klampenborg
Station.
NÆRMESTE
SEVÆRDIGHED
København bugner af seværdigheder og kulturelle oplevelser. Blandt nogen af de
mest kendte er Tivoli, Amalienborg, Christiania, Christiansborg, Nationalmuseet
og ZOO. De fleste attraktioner er med i Copenhagen Card, der ikke alene giver
gratis entré men også gratis bus, tog og Metro.
NÆRMESTE
PICNICSTED
Hele det nye område i Nordhavn inviterer til refleksion og nydelse langs kajen.
Der er flere små ”øer”, som du kan benytte.
NÆRMESTE GOLFBANE
Royal Golf Club har en
unik beliggenhed i et smukt naturområde på Amager, lige ved siden af Bella
Centeret, kun få minutter fra hotellet og Københavns centrum. Klubben har
en førsteklasses international mesterskabsbane, designet af den tidligere
Senior Chefs Designer, ved Jack Nicklaus Designs, Ron Kirby.
Tivoli
Tivoli er en forlystelsespark beliggende i centrum af København tæt
ved Hovedbanegården og Strøget. Parken er verdens næstældste af sin slags kun
overgået af Bakken. Walt Disney hentede stor inspiration i Tivoli, som nærmest
er magisk, når stauder, blomster og buske står som nogle af Danmarks smukkeste.
Nyd en gåtur i den smukke have med historiske bygninger, hyggelige kroge og
humørspredende hvin.
Christiansborg
Christiansborg Slot,
eller blot Christiansborg, på Slotsholmen i det centrale København er hjemsted
for Danmarks parlament, Folketinget. Desuden anvender Kongehuset fortsat flere
dele af Christiansborg, herunder De Kongelige Repræsentationslokaler,
Slotskirken og De Kongelige Stalde. Det nuværende slot er det seneste i en lang
række bygninger, der har ligget på stedet siden 1100-tallet, og som siden
1400-tallet har været hjemsted for centralmagten i Danmark. Det rummer stadig
statsmagtens vigtigste centrale institutioner og omtales ofte som Rigsborgen
eller blot Borgen. Besøg Christiansborg og kom ind og se De Kongelige
Repræsentationslokaler med Riddersalen og Dronningens Gobeliner, De Kongelige Stalde,
Det Kongelige Festkøkken, Christiansborg Slotskirke og ruinerne under
slottet.
Christiania
Christiania (også kaldet Fristaden
eller bare Staden) er et område i bydelen Christianshavn. Her bor der ca. 800
personer. Christiania er Københavns fjerde største turistattraktion med ½ mio.
besøgende turister om året.
ZOO
I zoologisk have i København, der er en af Europas ældste, kan du møde
mere end 4000 fascinerende dyr og krydse kontinenter i en trækvogn. Kom helt
tæt på de ikoniske pandaer og spis synkront med de bambusspisende bjørne i det
storslåede Pandaanlæg. Kom så tæt på isbjørnene, at du får kuldegysninger og se
verden fra oven som en giraf.
Statens Museum for Kunst
Statens Museum for Kunst
(tidligere Den Kongelige Malerisamling) er Danmarks nationalgalleri og landets
hovedmuseum for billedkunst. Det ligger i Sølvgade i Indre By ud til Østre
Anlæg. På museet findes
mere end 700 års kunst og kunsthistorie, og her afholdes omkring fem
særudstillinger om året, og der tilbydes gratis omvisninger hver søndag for
både børn og voksne.
Den Blå Planet
Den Blå Planet er Nordeuropas største akvarium
og er fyldt med spændende
og overrumplende fortællinger om livet i vandet. Her lægges op til både det
korte sug af adrenalin og den lange eftertanke. Her er viden medrivende og
underholdende på samme tid – fortællingerne får form gennem engagerede
fortællere, digitale platforme, interaktive skærme og udstillinger, vilde
fodringer og masser af personlige oplevelser.
Rosenborg
Slot
Rosenborg slot er et slot i centrum af København.
Slottet blev oprindeligt bygget som lysthus efter ordre fra Christian IV
1606-1607 i en nyanlagt park, Kongens Have, uden for Københavns volde. I dag er det et
kulturhistorisk museum, der fortæller de danske kongers historie gennem
300 år og udstiller de danske kronregalier og kronjuveler samt Danmarks
tronstol.