”Tro ikke, at digitale møder er rigtige møder,” siger forsker i mediepsykologi og lektor i pædagogisk psykologi Andreas Lieberoth, Aarhus Universitet: ”Digitale møder er praktiske og økonomiske. Men de mangler alt det uformelle, refleksionerne og de små impulsive samtaler.”
Af Karin Feit Almberg
Du har parkeret bilen og går hen mod indgangen til dagens mødehotel, glasdørene glider til side, der dufter at morgenbrød, og folk står allerede med kaffekoppen i hånden og taler sammen i små grupper. Endelig tilbage. Måske møder du den nye kollega, som du ser fysisk for første gang. Først i dette øjeblik mærker du, hvilket menneske der står foran dig.
Hvad var godt ved de mange digitale møder? Og hvad var absolut ikke? Hvad skal vi tage med os fra tiden bag skærmene? Vi har spurgt forsker i mediepsykologi og lektor i pædagogisk psykologi, Andreas Lieberoth fra Aarhus Universitet. For ingen tvivl om, at de digitale møder er kommet for at blive, men hvordan og til hvad?
Tid og penge er ikke alt
”De digitale møder har vist deres berettigelse, hvis man ikke kan mødes fysisk. Eller hvis det er dyrt, besværligt eller kræver store transportudgifter at deltage. Det digitale møde er velegnet til at vise film og præsentationer. Men hvis vi skal tale sammen, så vil det altid være bedst at ses fysisk,” siger Andreas Lieberoth. ”Det er svært at få lavet de små, uformelle interaktioner til digitale møder. Man kan ikke lige læne sig ind til sidemanden og stille små spørgsmål eller kommentere det, der bliver sagt. Du kan ikke fornemme en fælles stemning og registrere kropssproget hos de andre. Vi har en social krop, som er bevidst om, hvor gruppen er mentalt lige nu. Vi spejler hinanden. Derfor er fysiske møder så vigtige.
Desuden har de digitale møder en tidsmæssig begrænsning, mener Andreas Lieberoth. ”Møder over en times varighed skal ikke foregå digitalt. Du kan ikke være på i så lang tid på et zoommøde. Dit kognitive apparat kan ikke følge med, hverken fysisk eller psykisk. Mennesker kan faktisk kun koncentrere sig 20 min ad gangen. Ved fysiske møder er det nemmere at finde tilbage. Når man mister interessen for et digitalt møde - indrømmer jeg gerne - så er man tilbøjelig til at genoptage det, man var i gang med, lige inden mødet startede. Man trykker mute på sin mikrofon og vender tilbage, når man selv vil, eller hvis nogen siger ens navn for anden gang. Det gør man trods alt sjældent fysisk. Man opdager også nemmere, når der igen sker noget, som man vil eller bør være opmærksom på.”
De uformelle beslutninger
”Det allervigtigste, som gør de fysiske møder bedre end de digitale, er faktisk ret lavpraktisk,” siger Andreas Lieberoth. ”God antropologisk forskning viser, at beslutningerne og de vigtige samtaler i realiteten sker backstage. Det vil sige i pauserne, ved frokosten og under samtaler på vej til eller fra mødelokalerne. Når jeg selv afvikler workshops, så går jeg rundt med at halvt øre til jorden og fornemmer, om der sker noget vigtigt. Det er en fin kunst og en balance, man skal lære sig, for vi har naturligvis også glæde af struktur. Man kan godt oprette grupperum digitalt, hvor folk kan tale sammen afsides, men det bliver lidt, som da man sendte sedler til hinanden i folkeskolen.”
Der er til gengæld ingen, der siger man skal tage langt væk for at mødes, pointerer Andreas Lieberoth. ”Jeg har netop oplevet, at et møde på Samos blev udskiftet med et hotel på Bornholm,” fortæller han. ”Det er fuldkommen lige så godt for mødets formål. Folk i den akademiske verden og i forretningsverdenen har haft en uskik med lige at hoppe på et fly og holde møde i L.A. efterfulgt af tre dages sightseeing. I dag reflekterer vi over, om det egentlig er nødvendigt, og om det berettiger ens brændstof aftryk. Find ud af, hvad det er for et møde, I har størst gavn af fra gang til gang.”
