Insights

Slut med at være den passive tilhører

Jesper Rais

Slut med at være den passive tilhører

Af Lars Jørgensen 

Hvem har ikke kæmpet med at holde sig vågen gennem et femtimers møde, hvor de tilstedeværende undrer sig over, hvad meningen egentlig er? Fat mod, alt tyder på, at denne periode snart er ovre, når vi ser på, hvad fremtidens teknologi kan tilbyde.

Nye teknologier har de sidste 30 år fuldstændig forandret, hvordan vi kommunikerer med hinanden. Nu kommer de nye teknologier også til at påvirke måden, vi mødes på. Meget bliver meget nemmere og giver nye muligheder for dig, der er ansvarlig for – eller afvikler – møder og konferencer. 

FREMTIDENS SKÆRM BLIVER EN FORNØJELSE 
Fremtidens skærm bliver større og lettere end i dag og ikke mere end et par millimeter tyk. Den bliver mere fleksibel og kan placeres alle mulige steder i møderummet eller konferencelokalet. Fremtidens skærm er ikke kun et output-redskab. Den er også til input. Skærmene vil være berøringsfølsomme – altså touch screens – så du og deltagerne kan skrive og tegne på den. Alle får med et tryk på en knap en kopi af det, der vises på skærmen, med hjem. Fremtidens skærm bliver en fornøjelse for både dig og dine deltagere. Fordelene er åbenlyse. 

KUNSTIG INTELLIGENS HJÆLPER MED AT MATCHE OG NETVÆRKE 
Noget af det vigtigste for dig, der holder et møde eller afvikler en konference, er at få de rigtige deltagere med. Samtidig er noget af det vigtigste ved at deltage i møder og på konferencer den mulighed, der er for at møde andre interessante mennesker. Du kan bruge kunstig intelligens-teknologien til at matche deltagerne på baggrund af deres arbejde, interesser og historik. Samtidig giver den kunstige intelligens deltagerne en hjælpende hånd til at skabe værdifulde relationer.

BARE ROLIG – VI VED, HVEM DU ER! 
Som ansvarlig for – eller afvikler af - et stort møde eller en konference har du sikkert oplevet udfordringer ved registrering, når deltagerne ankommer. Meget sker på kort tid. I fremtiden bliver registrering ved møder og konferencer endnu nemmere, når teknologier til ansigtsgenkendelse bliver almindeligt udbredt. Det er meget simpelt. 

Dine deltagere uploader et billede af dem selv i forbindelse med deres tilmelding. Ved ankomsten til dit arrangement fotograferer et kamera deres ansigt og genkender dem ud fra det foto, de har uploadet. Når de ankommer til registreringsskranken, ved du og de øvrige værter allerede, at de er ankommet, og hvem de er. Du og dine kan dermed yde den bedste service og give deltagerne en tryg og god start på arrangementet.

MED 5G BLIVER DU ET PAR BEKYMRINGER FATTIGERE 
Tænk på 4G-internettet, som i øjeblikket er det, der er på din telefon. 4G gør det muligt for dig at streame musik, videoer og meget andet. Tag nu 4G-hastigheden, og gang den med 1.000. Det er den internethastighed, der kommer til din mobiltelefon og din laptop med introduktionen af 5G inden for en overskuelig fremtid. Det bliver en verden, hvor wi-fi-hastighed og internetforbindelsens kvalitet ikke længere er noget, du skal bekymre dig om, når du holder møder eller afvikler konferencer. 

TEKNOLOGIEN TAGER SIG AF MØDEREFERATET 
Hvem skriver referatet? Hvad besluttede vi egentlig? Hvem gør hvad? Den slags spørgsmål kommer du ikke til at stille i fremtiden, for programmer baseret på kombinationen af talegenkendelse, ansigtsgenkendelse og kunstig intelligens vil skrive referatet. Og det sker på lige dét eller de sprog, du ønsker. 

Hvis nogen siger ”det ser jeg på i næste uge”, så kommer det automatisk med på to-do-listen og bliver måske også automatisk skrevet ind i kalenderen hos vedkommende. Mikrofoner og et 360-graders kamera i mødelokalet holder øje med, hvem der er til stede og, hvem der siger hvad. Din opgave bliver bare at være til stede og engagere dig i mødet. Det praktiske tager teknologien sig af.

VIRTUAL REALITY OG EN UDVIDET VIRKELIGHED BLIVER EN DEL AF DIT MØDE 
Virtual reality-teknologien vil påvirke dine møder. De fleste af dine deltagere vil stadig være fysisk til stede, men nogle vil kun deltage virtuelt; altså opleve mødet via deres virtual reality-briller eller -skærme. Virtual reality vil blandt andet give dig mulighed for at holde decentraliserede møder. Altså møder, der finder sted på flere steder samtidigt. 

Endnu mere udbredt end virtual reality bliver ”augmented reality” eller dét, man kalder for udvidet virkelighed. Det populære spil Pokémon Go er et godt eksempel på ”udvidet virkelighed”. Ved hjælp af mobiltelefonens kamera og skærm foregår spillet ude i den fysiske verden. 
Augmented reality er lettere tilgængeligt end virtual reality, da det ikke kræver andet end en smartphone for at kunne være med. Du kan bruge teknologien til avancerede præsentationer og til forskellige former for læringsspil. Augmented reality giver dig virkelig gode muligheder for at øge dine mødedeltageres engagement. 

DEN PASSIVE MØDEDELTAGER 
Mens augmented reality giver mulighed for at øge mødedeltagernes engagement, så gør apps helt op med den passive mødedeltager. Ved hjælp af apps på mobiltelefonen kan du få mødedeltagerne til at deltage aktivt og skabe nye former for interaktivitet. Du kan lave ”live” afstemninger, hvor deltagerne kan se resultatet i et diagram i realtid. Du kan også lade dine deltagere vurdere forskellige emner og holdninger. Afstemninger, quizzer eller spørgeskemaer er en sjov måde at øge opmærksomheden på. 

Sidst men ikke mindst kan du også bruge mobilapps til at lade deltagerne stille spørgsmål om dagens tema, kommentere eller komme med forslag. Ikke alle er glade for at tale eller stille spørgsmål i store forsamlinger. Med apps, der understøtter interaktiviteten med deltagerne, bliver det lettere for alle at komme til orde og få indflydelse.

Comwell Bygholm Park møde mødelokale konference

Jesper Rais

Oplev herregårdsidyllen til dit næste møde eller event

Forestil dig at træde ind i en verden, hvor historisk charme møder moderne komfort – det er præcis, hvad du kan forvente, når du vælger Comwell Borupgaard og Comwell Bygholm Park til din næste forretningsbegivenhed. De to herregårdshoteller tilbyder en unik atmosfære, der er ideel til både små og store møder, konferencer og firmafester.

Sådan skaber Mona unikke mødeoplevelser

Mona Wieben har efter 15 år i Comwell Hotels en bred vifte af erfaring, som hun til dagligt bruger i sit arbejde som MeetingDesigner chef på Comwell Hvide Hus Aalborg og Comwell Rebild bakker. Udover at tage imod udfordringer med en stor ja-hat solidt plantet på hovedet, er Mona en chef, der inspirerer og opfordrer til at tænke ud af boksen.

Comwells Co-Work skaber liv og summen

Hos Comwell giver Co-Work forretningsfolk på farten et sted at lande med laptoppen til møder eller workaways. Det er en stor succes, som samtidig skaber liv og stemning på hotellet.