Indblik

I hotelbranchen er brændstoffet lavet på smil

Comwell Copenhagen Portside

VRX Studios

Interview med Mathusan Ratnasabapathy

Af Simon Verheij

Der er nok at se til, inden hotellet for alvor bliver fyldt med møde- og konferencegæster. Mathusan har sammen med resten af det tekniske team travlt med at finjustere de sidste detaljer på opsætning af borde, stole og teknisk udstyr.

Fem timer om dagen stempler han ind på Comwell Copenhagen Portside, hvor han er i praktik i forbindelse med sin STU. En treårig ungdomsuddannelse for udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, som ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

”Jeg har ikke været i hotelbranchen tidligere. Jeg har ad flere omgange været i detailhandlen, så jeg havde brug for at prøve noget nyt. Så jeg er rigtig glad for, at jeg tog den beslutning og fik muligheden. Altså her på hotellet smiler alle, det gør mig glad og er med til at skabe en god stemning. Det er vigtigt for mig. Det kan løfte en dårlig dag,” siger Mathusan, der indtil videre har været i praktik på Comwells nye hotel i Nordhavn i seks måneder. 

Mathusan har faste ansvarsområder, som han sikrer, står snorlige.

”Jeg tjekker back-of-house-faciliteter og sørger for at alt står skarpt. Det er vigtigt, at disse områder er i orden, for når først huset er fyldt med mange gæster, så skal vi kunne arbejde under de bedste vilkår. Ellers hjælper jeg gerne mine kollegaer med opsætning af mødelokaler. Der er mange forskellige ønsker til opsætning, og vi er altid fleksible.” 

For hoteldirektør, Chren Vilander Thomsen, er det vigtigt, at medarbejderne på hotellet og i koncernen afspejler verdenen udenfor.

”Kernen i Comwell er vores medarbejdere. Det er dem, der hver dag er med til at sikre, at vi kan drive en sund forretning og har glade gæster. Som virksomhed har vi et ansvar for, at vores medarbejderstab afspejler det samfund, vi er omgivet af. Det er vigtigt, at vi er en rummelig arbejdsplads på alle måder. Det skaber en meget bedre synergi mellem medarbejderne, der i sidste ende smitter af på gæsterne. Og det er trods alt det, vi lever af,” fortæller Chren Vilander Thomsen.

”Jeg er derfor glad for at kunne hjælpe en ung, sød og pligtopfyldende gut som Mathusan, så jeg sammen med mine kollegaer kan være med til at skabe en fremtid med et perspektiv for ham. Det er vigtigt, at vi rækker hånden ud til disse unge mennesker. For vores alles fremtid, arbejdsmarkedet og for vores forretning.”

STU-uddannelsen er ikke kompetencegivende til videre uddannelse eller erhverv. Den har til formål, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til en videre uddannelse og beskæftigelse.

Mathusans forældre er oprindelig fra Sri Lanka. Selv er han født herhjemme. Men drømmen om en dag at arbejde med et fattigdomsprojekt for at hjælpe andre, trækker i ham.

”Jeg har altid haft lyst til at gøre en forskel for dem der ikke har så meget. Så jeg kunne godt tænke mig at arbejde med et fattigdomsprojekt på et tidspunkt. Som lille drømte jeg om at komme ind i transportsektoren. Så måske er det der, jeg ender en dag. Men lige nu nyder jeg at være her, hvor alle tjekker ind med et smil,” griner Mathusan. 

”Jeg er så privilegeret, at jeg får penge for min hobby”

Dennis, som er køkkenchef på Comwells populære konferencehotel Comwell Køge Strand, går hellere end gerne en ekstra mil for at opfylde gæsternes ønsker. Han har en urokkelig tro på, at alt nok skal lykkes – ”og det gør det”, siger han. For Dennis handler succes primært om to faktorer; at overgå gæsternes forventninger og at skabe et arbejdsmiljø, hvor hans team trives og udvikler sig.

”Det er kun fantasien, der sætter grænser”

Kathrine Brinkløv er Venue Chef på Comwell Centralværkstedet, hvor der er højt til loftet, togskinner i gulvet og en rustik charme, der allerede har gjort stedet til en favorit, når det gælder konferencer, møder og events. Med sig i bagagen har Kathrine en international karriere og et tårnhøjt ambitionsniveau – både for stedet, gæster og fremtidens arrangementer.

Et kvart århundrede i Comwell

Den 21. februar 2025 markerer en ganske særlig milepæl for Frederik Jelstrup, hoteldirektør på Comwell Bygholm Park og F&B Direktør i Comwell Hotels. I et kvart århundrede har han været en del af den danskejede hotelkæde, og hans rejse i koncernen har været præget af lysten til at skabe forandring og en stålfast tro på, at når både hotel, medarbejdere og gæster smiler, så går alting op i en højere enhed.