Spa & velvære

Tiltrængt ro, fred og skønhed

Comwell Borupgaard spa spapark aquaspa yoga

Spa med det hele

Der er ingen forstyrrende spa-musik og ingen larmende gæster. Til gengæld finder man i dette lille, nordsjællandske paradis den måske allermest eftertragtede luksus i denne tid: Et sted hvor alle sanser stryges med hårene, mens man skruer ned for livets hastighed.

I det sekund man træder ind ad de to glasdøre, forsvinder følelsen af travlhed og uro. Man fyldes af stilheden, de aromatiske dufte og den naturprægede, nordiske arkitektur i afdæmpet lys. Man kommer uvægerligt til at trække vejret dybere, og man kan ikke andet end at tale sagte. Det er, som var man trådt ind i en helt anden verden. Et helle.

Comwell Borupgaards spaområde består af både en indendørs AquSpa og en udendørs park-spa med blandt andet en natursauna med udsigt til søen og de gamle træer. Denne eftermiddag sidder en lille gruppe kolleger i hottub og lader sig med egne ord bløde lidt op efter en heftig tid på jobbet. ”Vi har så travlt i hverdagen, at vi kun når at tale om det allervigtigste. Nu har vi revet stikket ud, så vi kan få talt lidt mere med hinanden,” siger en af de fire, som kender stedet godt i forvejen. ”Det særlige ved det her sted er, at man falder lynhurtigt ned,” supplerer hun.  Alle fire kolleger tager sig et glas grøn mikroalge-juice, som ifølge skiltet i afslapningsstuen ser ud til at være en ren vitaminbombe. De går langsomt videre i deres hvide frottébadekåber og tager sig et kig på det store udvalg af cremer, dufte og andre lækkerier i spashoppen, inden de skal videre til den indendørs AquaSpa med pool, opvarmede hvilebænke, koldt-/varmtvandsbade og i yderligere fire forskellige saunaoplevelser, hvoraf to er de eneste af sin slags her i Danmark.

Mad og omsorg højner oplevelsen

Hoteldirektør Fabio Messina fortæller, at spaområdet på Comwell Borupgaard ikke kun får ros for stemningen, indretningen, spa-parken og de anderledes saunatyper. Han er glad for, at også maden og ikke mindst medarbejdernes væremåde ofte nævnes som noget af det, der har gjort opholdet ekstra positivt.

Iført jakkesæt inde i den 25 grader varme AquaSpa stikker han selvklart ud fra den typiske saunagæst, når han viser rundt. Men han kender stedets faciliteter rigtig godt og fortæller om de i alt fem forskelige saunatyper, som eksempelvis den tyske Brechelbad urtesauna. En mild, fugtig varme skabes af kobberovnen i midten, som samtidig frigiver aromaer fra aromatiske grankviste og andre naturlige grene. Udover at duftene er utroligt behagelige at indånde, er de også mentalt stimulerende og øger koncentrationen.

Heller ikke saltsaunaen finder man andre steder i Danmark. Salt-ionerne frigives i varmen og afstresser både huden og kroppen med den virkning, at immunforsvaret styrkes. Mange vil nok blive særligt glade for, at netop saltsaunaen også fungerer som anti-age terapi ved at give huden sin glød og blødhed tilbage.

Midt i saunaområdet findes en specialindretning med fire stole foran hvert sit lille bassin. ”Her kan man pleje sine fødder med et særligt scrub-kit, som kan købes i receptionen,” forklarer Fabio Messina.

Stort behandlingsområde med individuelle treats

Det vigtige er, at man kan skabe dagen i sit helt eget tempo. Nydelse er meget individuel. Nogle har brug for at gå fra det ene til det andet. Andre kan ligge en hel time på en blød, opvarmet stenseng eller i en hængekøje under det store træ i parken. Nogle vil gerne forskønnes, blødgøres og berøres. Der er tolv behandlingsrum, og ved indgangen til området med personlige behandlinger kan man altid se, hvilke tider der er ledige. Det betyder, at man både kan vælge en behandling impulsivt på selve dagen. Eller man kan booke i forvejen. Som en særlig ydelse til konferencegæster tilbydes en 20 minutters massage, som kan klemmes ind i de fleste programmer. Denne lille luksus ydes også til gæster, som kommer privat og lige skal af med de ømme skuldre eller en stram lænd.

Mange vælger at tage et helt døgn med overnatning sammen med spaopholdet. Men det er muligt blot at booke enkelte behandlinger som et overskueligt treat – for eksempel efter arbejde. Eller man kan komme som heldagsgæst eller aftengæst. Som dagsgæst er der morgenmad med i pakken, og som aftengæst tilbydes man en to-retters middag. ”Man kan man komme allerede klokken 16.00 og dermed nå at gå i spa eller få behandlinger inden sin middag. Spaen har åbent til klokken 23.00, så der er tid til lidt mere nydelse inden sengetid,” siger Fabio Messina.

Pejs og pedicure

”Vi kommer altid fra en mandag til en tirsdag. De dage er her ekstra roligt,” siger to kvinder, som netop et trådt op af et hottub i parken. Veninderne har skabt sig selv en tradition gennem femten år om at tilbringe et døgn på hotellet, hvor maden og spaområdet er en stor del af oplevelsen. ”Vi kommer til frokost, og om eftermiddagen slapper vi af, indtil vi får os en drink i baren inden middagen. Vi skal have det hele med,” siger de. ”Ja, vi skal også i spaen i morgen tidlig inden morgenmaden. Når vi tager herfra, er vi helt opladede.”

Som gæst i spaen kan man sagtens få tiden til at gå ved blot at følge sin egen lyst og dagsorden, men vælger man at tilkøbe en eller flere af de omkring 20 behandlinger, kan man vælge imellem alt fra lysterapi til velværemassage. Ønsker man en pedicure, placeres man i en stor lænestol, hvor man kan slappe hele kroppen af, mens behandleren gør fødderne som nye igen. Også ansigtsbehandlingerne foregår i bløde afslappende anordninger, hvor man nemt kan falde lidt hen og blunde imens. I et af behandlingsrummene er der åben pejs og et topersoners badekar, hvor man kan nyde sin champagne, mens man slapper af i et urtebad for to.

”Vores gæster kobler virkelig af her”

Sidst på dagen ses de fire kolleger ligge i hvilestolene på den store parkterrasse. Ingen siger et ord – der er fuldkommen ro. Man får tanken, at spaområdet plejer urmennesket i os. Det, som vi får alt for lidt af i vores dagligdag. Nemlig ro i sjælen, tryghed, berøring, ild, vand og samvær med andre. Noget virker i hvert fald efter hensigten. ”Vores gæster kobler virkelig af her,” slutter Fabio Messina med et smil.

”Her træder du ind i en verden, hvor kun du, din krop og dit sind er i centrum”

Med nærvær og fokus på hver enkelt gæst byder spachef, Malene Ripullone, indenfor i spauniverset på Comwell Borupgaard. Her er listen over spabehandlinger lang, servicen i top og alle pro-dukter nøje udvalgt for at skabe de bedste rammer for ro i krop og sind.

Comwell Kellers Park kåret som ’Årets Spa’ ved Danish Beauty Award 2024

Til den årlige prisuddeling Danish Beauty Awards fredag aften i Tivoli Congress Center blev Comwell Kellers Park hyldet som vinderen af kategorien 'Årets Spa'. Det prestigefyldte awardshow anerkender og hylder traditionen tro de bedste inden for den danske skønheds- og kosmetikbranche.
Comwell Borupgaard spa spapark aquaspa yoga

Slip hverdagen på Comwells spahoteller

Det behøver ikke at tage en dagsrejse, hvis du drømmer om at dyppe tæerne i varmt vand og føle dig forkælet i afslappende omgivelser. På Comwell Kellers Park og Comwell Borupgaard kan du nyde en gennemført spaoplevelse, der får skuldrene til at sænke sig og hverdagen til at fordufte for en stund.