Det hele startede i køkkenet
Hotelbranchen opfattes ofte som en af de store syndere, når det kommer til bæredygtig drift. For Comwell startede den grønne omstilling i køkkenet tilbage i 2015, hvor der var fokus på madspild.
”I restaurationsbranchen er det en grundregel, at der altid skal være rigeligt med mad. Så når vi ryddede af efter frokostbuffeten, blev der smidt alt for meget mad ud. Det fik os til at sætte fokus på problemet, og snart blev en del af vores medarbejdere sendt på kursus i at undgå madspild, og vi begyndte at måle, hvor meget mad, der egentlig blev kasseret,” fortæller F&B-chef, Rasmus Rasmussen, fra Comwell Copenhagen Portside.
Selvom kurserne primært handlede om madspild, blev der også fokuseret på blandt andet emballage og bæredygtighed, og da FN vedtog de 17 verdensmål, nedsatte Comwell en styregruppe, der skulle arbejde målrettet på at gøre kæden mere bæredygtig. Alle tiltag blev samlet under overskriften ”Comwell Care”.
”Vi begyndte at se vores drift i et større perspektiv, så vi så på økologi, drikkevand, elforbrug og en masse andre ting. Første skridt var at begynde at måle vores forbrug, så vi kunne sammenligne resultaterne med hinanden,” forklarer Rasmus Rasmussen.
Fra 5% til 50% på bare tre måneder
Siden er det gået stærkt. Comwell har opnået imponerede resultater på ganske kort tid og har blandt andet fået Det Økologiske Spisemærke i bronze på alle hoteller – et arbejde der resulterede i, at den danske hotelkæde modtog Årets Økopris i 2017.
”I 2017 brugte vi kun 5% økologiske varer, i dag er vi oppe på næsten 50%. Det var vi faktisk bare tre måneder efter, at omlægningen blev sat i gang. Vi har desuden reduceret vores elforbrug med 20%, og vi arbejder hele tiden sammen med vores leverandører om at gøre det endnu bedre,” fortæller Rasmus Rasmussen.
Ifølge ham er det den sunde fornuft, der driver værket.
”Vi prøver hele tiden at tænke bæredygtighed ind i de ting, vi gør. Ved nybyggeri og renovering vælger vi bæredygtige materialer, vores vasketøj vaskes i regnvand, og når der skal købes nye møbler, vælger vi helst danskproducerede mærker med en god CSR-politik.”