Ro og velvære på et dybere niveau
Malene Ripullones helt store ønske med spauniverset på Borupgaard er, at alle, der besøger stedet og booker behandlinger, skal føle sig som den bedste, mest balancerede udgave af sig
selv, når de forlader hotellet igen – men også opleve at kunne vende retur til deres travle hverdag med genopladede batterier:
”I en travl hverdag med mange indtryk – arbejde, venner, familie, sociale medier osv. – er det vigtigere end nogensinde før at kunne finde balance og ro midt i travlheden. Det forsøger vi at gøre muligt med vores AquaSpa, der har flere specielle bade og saunaer, men også ifm. de behandlinger, vi tilbyder i spaen hver dag i løbet af hele ugen,” siger spachefen.
For Malene handler det daglige arbejde om at kunne sætte de perfekte rammer for, at spa-gæsterne kan træde ind i en anden verden med behandlinger, der skal få hver og én til at prioritere samt mærke sig selv på et dybere niveau:
”I vores verden her på Borupgaard er det eneste, det drejer sig om, velvære for den enkelte gæst. Vi gør os umage med at tilbyde det allerbedste samt sætte de perfekte rammer for at gæsterne kan opnå nærvær, balance og velvære med fokus på krop og sind,” forklarer hun og pointerer, at de især praktiserer den del ved at stimulere alle sanser bedst muligt.
Og at kunne det handler først og fremmest om at anvende de rette metoder samt de helt rigtige produkter. Derfor har Malene udvalgt nogle helt særlige produkter til spauniverset på Borupgaard, nemlig fra Aromatherapy Associates.
Særligt udvalgte aromaer og æteriske olier
Faktisk er Borupgaard det eneste spasted i Danmark, der kan bryste sig af at tilbyde behandlinger med Aromatherapy Associates-produkter og -metoder. For spachefen er det en vigtig satsning, da netop disse produkter i hendes optik er de ultimative indenfor spa og velvære:
”Det er nogle af markedets fineste, mest effektive olier, der dækker enhver gæsts unikke behov. Tilfælles har de at styrke, opløfte, give energi og afstresse kroppen, men også på det mentale plan,” slår hun fast og uddyber, hvorfor hun også er stolt af deres signaturbehandling, ’The Ultimate Aromatherapy Experience’:
”Vores signaturbehandling er ganske særlig, da vi sammen med spagæsten kigger ind i, hvordan han/hun har det i det øjeblik, de lægger sig på briksen hos os. De besvarer et spørgeskema i forhold til deres stressniveau, hud, hormoner, rutiner, krop og sind, og ud fra det udvælger vores dygtige, uddannede spapersonale de rette olier, der passer lige præcis til den enkelte.
Malene Ripullone fortæller, at de æteriske olier og aromaer påvirker vores sind gennem duft og kontakt med huden. Men dufte påvirker også vores hukommelsescenter i hjernen på et splitsekund, der gør det muligt at fremkalde minder helt tilbage fra barndommen:
”De æteriske olier virker både igennem vores hud, men også igennem vores respirationssystem, når vi ånder aromaerne via lungerne. Det giver en komplet, dybdegående all-round spaoplevelse. Og det er dét, vi gør os umage med hver eneste dag her på Borupgaard – at skabe den komplette spaoplevelse for hver enkelt spagæst,” afslutter Malene.