Aktiviteter på Comwell Borupgaard

Attraktioner

Kronborg Slot
Oplev en af Danmarks vigtigste kulturhistoriske seværdigheder: det storslåede og imponerende Kronborg Slot, der udefra fremstår som en blanding af elegant kongeslot og brutal militærfæstning.

Fredensborg Slot
Fredensborg Slotshave er et af Danmarks største historiske haveanlæg. De lange lige alléer, som udgår fra slottet i stjerneform, er et træk fra havens oprindelige franske barokstil. Visse alléer blev genskabt i 1970'erne til 1990'erne som et dansk eksempel på den pompøse stil, der kendes fra Versailles ved Paris. På en tur igennem den smukke have vil man også opleve talrige skulpturer.


Frederiksborg Slot
Frederiksborg Slot ligger smukt på tre små holme i Slotssøen i Hillerød. Inden for slottets mure venter store kulturelle oplevelser for hele familien, mens de naturskønne omgivelser indbyder til fredfyldte havevandringer og sejlture.


Louisiana
Er du til moderne kunst, så er et besøg på Louisiana et must. Det verdensberømte museum er et af de mest besøgte museer herhjemme og byder på skiftende kunstudstillinger året rundt.


Helsingborg
Tag færgen fra Helsingør over til den svenske købstad Helsingborg. Her finder du hyggelige stræder og gode butikker.


Karen Blixen Museet
Rungstedlund er forfatteren Karen Blixens fødehjem. Her boede hun hele sin barndom og ungdom, og det blev igen hendes hjem, da hun vendte tilbage til Danmarks efter 17 år i Afrika. Her boede hun indtil sin død i 1962, og det var her, hun skrev sine verdenskendte fortællinger.


Museet for Søfart
M/S Museet for Søfart fortæller historien om Danmark som søfartsnation i rammer skabt af den prisvindende tegnestue BIG – Bjarke Ingels Group. Her finder du ikonisk arkitektur i en tidligere tørdok og moderne udstillinger med kant om Danmark som en af verdens førende søfartsnationer.


Danmarks Tekniske Museum
Danmarks Tekniske Museum er et teknisk museum, der ligger i Helsingør ikke langt fra hotellet. Det udstiller fly, veteranbiler, dampmaskiner, cykler, computere, telefoner og meget mere teknik på 8.000 kvadratmeter.

Foto: Thomas Rahbek

Oplevelser nær hotellet

Nærmeste strand
Hop i bølgen blå, eller nyd udsigten over Øresund og Sverige på den lille, hyggelige Snekkersten strand, der ligger i gåafstand fra hotellet. I forbindelse med stranden finder du også den atmosfærefulde Snekkersten Havn – en anbefalet destination for en aften gåtur. 


Nærmeste isbod
Sommer og is hænger unægtelig sammen, og en af områdets mest kendte og ældste isboder er Brostræde Is i Helsingør, hvor du kan sætte tænderne i en hjemmebagt isvaffel. Du behøver dog ikke gå længere end ned til i ishuset på Snekkersten Havn eller til Hansens Isbod på Strandvejen, hvor der også er mulighed for gode is. 


Nærmeste strøg
Helsingør er en af Danmarks ældste købstæder. En slentretur i byens gågader og tid til at suge byens og butikkernes indtryk er et must for dig, der elsker shopping eller blot nyder byens puls. 


Nærmeste skov
Vores ”lokale” Egebæksvang Skov ligger blot 4 km fra hotellet. Der er P-plads ved skoven. Alternativt skal du køre ét stop med Kystbanetoget til Espergærde station, hvorfra du nemt kommer til skoven. 


Nærmeste picnicsted
Vores skønne, store have er oplagt til picnic, og vi kan kun anbefale dig en afslappende stund blandt parkens mange gamle træer. Lån et tæppe, og læg dig i græsset, slap af og nyd lyden og duften af sommer.


Nærmeste golfbane
Kokkedal Golfklub har gennem årene udviklet sig til et anerkendt 18 hullers golfanlæg. De 6327 meter fra tee 63 byder på ægte udfordringer for de længstslående, mens de øvrige fire teesteder (59, 55, 49 og 39) er en oplevelse for spillere på alle niveauer. Banen er en parkbane i let kuperet, terræn med varieret beplantning, og den snor sig rundt om Kokkedal Slot.