Af Lars Jørgensen
Hvem har ikke kæmpet med at holde sig vågen gennem et femtimers
møde, hvor de tilstedeværende undrer sig over, hvad meningen
egentlig er? Fat mod, alt tyder på, at denne periode snart er ovre,
når vi ser på, hvad fremtidens teknologi kan tilbyde.
Nye teknologier har de sidste 30 år fuldstændig forandret, hvordan vi kommunikerer med hinanden. Nu kommer de nye teknologier også til at påvirke måden, vi mødes på. Meget bliver meget nemmere og giver nye muligheder for dig, der er ansvarlig for – eller afvikler – møder og konferencer.
FREMTIDENS SKÆRM BLIVER EN FORNØJELSE
Fremtidens skærm bliver større og lettere end i dag og ikke mere
end et par millimeter tyk. Den bliver mere fleksibel og kan placeres
alle mulige steder i møderummet eller konferencelokalet. Fremtidens
skærm er ikke kun et output-redskab. Den er også til input. Skærmene
vil være berøringsfølsomme – altså touch screens – så du og deltagerne
kan skrive og tegne på den. Alle får med et tryk på en knap en kopi
af det, der vises på skærmen, med hjem. Fremtidens skærm bliver en
fornøjelse for både dig og dine deltagere. Fordelene er åbenlyse.
KUNSTIG INTELLIGENS HJÆLPER MED AT MATCHE OG
NETVÆRKE
Noget af det vigtigste for dig, der holder et møde eller afvikler en
konference, er at få de rigtige deltagere med. Samtidig er noget af det
vigtigste ved at deltage i møder og på konferencer den mulighed, der
er for at møde andre interessante mennesker. Du kan bruge kunstig
intelligens-teknologien til at matche deltagerne på baggrund af deres
arbejde, interesser og historik. Samtidig giver den kunstige intelligens
deltagerne en hjælpende hånd til at skabe værdifulde relationer.
BARE ROLIG – VI VED, HVEM DU ER!
Som ansvarlig for – eller afvikler af - et stort møde eller en konference
har du sikkert oplevet udfordringer ved registrering, når deltagerne
ankommer. Meget sker på kort tid. I fremtiden bliver registrering ved
møder og konferencer endnu nemmere, når teknologier til ansigtsgenkendelse
bliver almindeligt udbredt. Det er meget simpelt.
Dine deltagere uploader et billede af dem selv i forbindelse med deres tilmelding. Ved ankomsten til dit arrangement fotograferer et kamera deres ansigt og genkender dem ud fra det foto, de har uploadet. Når de ankommer til registreringsskranken, ved du og de øvrige værter allerede, at de er ankommet, og hvem de er. Du og dine kan dermed yde den bedste service og give deltagerne en tryg og god start på arrangementet.
MED 5G BLIVER DU ET PAR BEKYMRINGER FATTIGERE
Tænk på 4G-internettet, som i øjeblikket er det, der er på din telefon.
4G gør det muligt for dig at streame musik, videoer og meget andet.
Tag nu 4G-hastigheden, og gang den med 1.000. Det er den internethastighed,
der kommer til din mobiltelefon og din laptop med
introduktionen af 5G inden for en overskuelig fremtid. Det bliver en
verden, hvor wi-fi-hastighed og internetforbindelsens kvalitet ikke
længere er noget, du skal bekymre dig om, når du holder møder eller
afvikler konferencer.
TEKNOLOGIEN TAGER SIG AF MØDEREFERATET
Hvem skriver referatet? Hvad besluttede vi egentlig? Hvem gør
hvad? Den slags spørgsmål kommer du ikke til at stille i fremtiden, for
programmer baseret på kombinationen af talegenkendelse, ansigtsgenkendelse
og kunstig intelligens vil skrive referatet. Og det sker
på lige dét eller de sprog, du ønsker.
Hvis nogen siger ”det ser jeg på i
næste uge”, så kommer det automatisk med på to-do-listen og bliver
måske også automatisk skrevet ind i kalenderen hos vedkommende.
Mikrofoner og et 360-graders kamera i mødelokalet holder øje med,
hvem der er til stede og, hvem der siger hvad. Din opgave bliver
bare at være til stede og engagere dig i mødet. Det praktiske tager
teknologien sig af.
VIRTUAL REALITY OG EN UDVIDET VIRKELIGHED
BLIVER EN DEL AF DIT MØDE
Virtual reality-teknologien vil påvirke dine møder. De fleste af dine
deltagere vil stadig være fysisk til stede, men nogle vil kun deltage
virtuelt; altså opleve mødet via deres virtual reality-briller eller
-skærme. Virtual reality vil blandt andet give dig mulighed for at
holde decentraliserede møder. Altså møder, der finder sted på flere
steder samtidigt.
Endnu mere udbredt end virtual reality bliver ”augmented reality”
eller dét, man kalder for udvidet virkelighed. Det populære spil
Pokémon Go er et godt eksempel på ”udvidet virkelighed”. Ved hjælp
af mobiltelefonens kamera og skærm foregår spillet ude i den fysiske
verden.
Augmented reality er lettere tilgængeligt end virtual reality, da
det ikke kræver andet end en smartphone for at kunne være med. Du
kan bruge teknologien til avancerede præsentationer og til forskellige
former for læringsspil. Augmented reality giver dig virkelig gode muligheder
for at øge dine mødedeltageres engagement.
DEN PASSIVE MØDEDELTAGER
Mens augmented reality giver mulighed for at øge mødedeltagernes
engagement, så gør apps helt op med den passive mødedeltager.
Ved hjælp af apps på mobiltelefonen kan du få mødedeltagerne til
at deltage aktivt og skabe nye former for interaktivitet. Du kan lave
”live” afstemninger, hvor deltagerne kan se resultatet i et diagram i
realtid. Du kan også lade dine deltagere vurdere forskellige emner
og holdninger. Afstemninger, quizzer eller spørgeskemaer er en sjov
måde at øge opmærksomheden på.
Sidst men ikke mindst kan du også bruge mobilapps til at lade deltagerne stille spørgsmål om dagens tema, kommentere eller komme med forslag. Ikke alle er glade for at tale eller stille spørgsmål i store forsamlinger. Med apps, der understøtter interaktiviteten med deltagerne, bliver det lettere for alle at komme til orde og få indflydelse.